En mikrobølgeovn findes i næsten alle hjem i dag, men få mennesker ved, at dens opfindelse var et tilfældigt biprodukt af militærteknologi. I 1945 bemærkede den amerikanske ingeniør Percy Spencer, mens han arbejdede på en magnetron til radar under Anden Verdenskrig, at en chokoladebar i hans lomme var smeltet. Han besluttede at teste, om stråling kunne opvarme mad, så han placerede nogle popcorn i nærheden. Kernerne begyndte at poppe. Således blev ideen til mikrobølgeovnen født.
Reklame
De første modeller var enorme, tunge og dyre – de vejede over 300 kg og kostede $5.000 (svarende til omkring $80.000 i dag). De blev brugt på restauranter og skibe, men ikke i hjem. Det var først i 1967, at Amana udgav den første kompakte hjemmemodel, Radarange, som passede på en køkkenbordplade. Fra det øjeblik begyndte en revolution inden for madlavning.
Princippet bag en mikrobølgeovn er simpelt, men genialt: en magnetron genererer elektromagnetiske bølger med en frekvens på 2,45 GHz, hvilket får vandmolekylerne i mad til at vibrere. Denne vibration skaber friktion, og friktion skaber varme. Det er derfor, at mad med et højt vandindhold (supper, grøntsager) opvarmes hurtigere end tørre madvarer (brød, korn).
Mange mennesker frygter stadig mikrobølge-“stråling”, men det er en myte. Mikrobølger er ikke ioniserende stråling som røntgenstråler eller gammastråler. De gør ikke mad radioaktiv eller ødelægger vitaminer mere end konventionel madlavning. Desuden bevarer mikrobølgeovne, takket være dens korte opvarmningstid, ofte flere næringsstoffer end lange tilberedningstider.
